OnePlus 6T vil ikke være forsynet med udgang til hovedtelefoner, men batteritiden vil være forbedret

Udgangen til hovedtelefoner på OnePlus 6

Nu er det bekræftet: OnePlus 6T vil ikke have udgang til hovedtelefoner. Vi vil lige lade denne nyhed bundfælde sig et øjeblik.

Det er korrekt, den næste OnePlus mobil vil ikke være forsynet med en af de mest omstridte funktioner på moderne smartphones, og TechRadar lavede et interview med Carl Pei, en af grundlæggerne af OnePlus, for at finde ud af, hvorfor tiden nu er kommet til at trække stikket. 

Vi skal gøre opmærksom på, at Pei ikke refererede til OnePlus 6T med navns nævnelse, men udelukkende til "den næste OnePlus mobil", men på grund af rygterne, der svirrer i luften om denne telefon, forventer vi, at den bliver kaldt OnePlus 6T, når den engang kommer på markedet. 

Det store spørgsmål

Vores første række af spørgsmål var indlysende: Hvorfor? Hvorfor kassere stikket? Og hvorfor nu? For Pei handler det om timing og om at skabe den bedst mulige oplevelse af en smartphone. 

"Da vi startede med OnePlus, var det vores hensigt at lave den bedst mulige smartphone, men at lave en god telefon er ikke ensbetydende med at proppe den med alle de komponenter, der findes", sagde han.  

"Du er nødt til at træffe nogle valg, der optimerer brugeroplevelsen, og indse, at nogle gange kan ting, der giver brugsværdi, også skabe problemer." 

"Vi var også nødt til at tænke på ulempen for vores brugere (ved at fjerne hovedtelefonudgangen). Vi fandt ud af, at 59% af dem allerede var i besiddelse af trådløse hovedtelefoner - og det var før vi lancerede vores Bullets Wireless hovedtelefoner.

"Hvis vi havde gjort det (fjernet udgangen) for to år siden, ville andelen (af brugere med trådløse hovedtelefoner) have været meget lavere, og det ville have skabt en masse problemer for vore brugere." 

"Vi gør det ikke bare for at gøre det, og fordi alle andre gør det"

Carl Pei, OnePlus co-founder

Pei regner med, at tallet nu er højere end de 59% på grund af introduktionen af Bullets Wireless hovedtelefonerne, der er blevet godt modtaget - de høstede hele 4.5 star i TechRadar review - og bare i løbet af de fire måneder, der er gået, siden de kom på markedet, er brugerne begyndt at forsone sig lidt mere med en verden uden stikket. 

Det var dog heller ikke nogen nem beslutning for OnePlus, forklarede Pei. 

"Det (at fjerne udgangen) var en meget kontroversiel beslutning. Vi gjorde det ikke bare for at gøre det, og fordi alle andre gør det. Vi tror på, at det nu er det rigtige tidspunkt, fordi det vil være til gavn for de fleste af vores brugere, samtidig med at ulemperne vil være begrænsede. Vi har i lang tid vidst, at det var en mulighed, vi ventede blot på det rigtige tidspunkt."

Fordelene

Pei forklarede, at der følger fordele for brugerne med fjernelsen af denne port, hvilket skulle være en trøst for OnePlus fans, der allerede drikker gravøl for hovedtelefonudgangen.

"Ved at fjerne udgangen har vi frigjort noget plads, som gør det muligt for os at indsætte mere ny teknologi i produktet", sagde han. "En af de store ting er noget, vores brugere har efterspurgt: en forbedret batteritid." 

Pei ville ikke komme nærmere ind på, hvad den "ny teknologi" ville være, men vi ved allerede, at OnePlus 6T vil være udstyret med en in-display fingerprint scanner, som vil optage noget af den plads, som fjernelsen af udgangen efterlader. 

Vi var heller ikke i stand til at få nogen oplysninger ud af Pei om, hvordan batteritiden vil blive forbedret - selv om rygterne om OnePlus 6T vil vide, at der bliver klemt en større batteripakke ind i mobilen - men Pei afslørede dog, at forskellen ville blive "stor nok til at brugerne vil mærke det."

OnePlus er opmærksomme på, at nogle vil føle det som en ulempe, at hovedtelefonudgangen fjernes, men Pei havde travlt med at understrege, at der vil blive taget hånd om disse bekymringer på flere måder. "Vi sørger for, at der følger en adapter med i pakken, så man kan bruge sin 3.5mm hovedtelefon normalt", forklarede han. "Vi kommer også med en ny version af vores Bullets V2 hovedtelefon med kabel, som vil have en USB-C forbindelse.

Det er stadig uvist, om OnePlus vil inkludere hovedtelefoner i pakken med OnePlus 6T - med eller uden kabel - men det er værd at notere sig, at firmaet aldrig før har lagt hovedtelefoner med i pakken, og det, tror vi ikke, vil ændre sig.

Modreaktionen?

OnePlus' ræsonnement giver mening, men det er ingen garanti imod, hvordan nejsigernes vil reagere, endsige de, der måske føler sig lidt snydt af firmaet netop af den grund.

Der vil være dem, der vil savne udgangens bekvemmelighed for ikke at nævne muligheden for at oplade mobilen, mens man har hovedtelefonerne tilsluttet - hvad der ikke kan lade sig gøre med kun én port. Men modviljen kunne også stikke lidt dybere.

Hovedtelefonudgangen har været fremtrædende i OnePlus' markedsføring lige siden OnePlus 3, en telefon, der blev lanceret tre måneder, før iPhone 7 kom på markedet uden denne port, men rygterne var allerede løbet i forvejen, om at Apple var i færd med at skrotte den.

OnePlus udnyttede derfor klogt smartphone-brugernes paranoia angående dette rygte og understregede, at dets nyeste mobil var udstyret med den (dengang) uundværlige port.

Denne markedsføringsstrategi stoppede imidlertid ikke ved OnePlus 3, og udgangen til hovedtelefoner er dukket op talrige gange siden 2016, som tweetet fra september 2017 viser.
Og i et tweet fra november 2017, hvor der spilles på, at man har denne funktion med i den nyligt annoncerede OnePlus 5T, spørger firmaet direkte sine brugere, hvilke hovedtelefoner de stikker i udgangen.

Og i optakten til lanceringen af OnePlus 6 tidligere på året viderebragte Pei resultatet af den årlige spørgeundersøgelse, han laver på Twitter, som viste, at interessen for denne port stadig var stærk - i det mindste i Pei's ekkorum.

Det ville derfor ikke overraske os, hvis nogle af OnePlus trofaste brugere forventer, at firmaet bliver ved med at have denne funktion på dets smartphones, og at nyheden om, at OnePlus 6T vil droppe udgangen, vil falde som lidt af en bombe (selv om det har været rygtedes i nogen tid).

Fremtiden

Da vi spurgte Pei om firmaets måde at bruge hovedtelefonudgangen på tidligere versioner i markedsføringen og om, hvordan brugerne muligvis kunne blive forvirret over de nyeste beslutninger, var hans enkle svar: "Tidligere var det ikke det rigtige tidspunkt, men nu har vi data, der underbygger, at det er det nu."

"Vi tilføjer mere teknologi, forbedrer batteritiden og begrænser problemerne så meget som muligt"

Carl Pei, OnePlus co-founder

Brugerne af OnePlus forventer også, at firmaet hele tiden kommer op med nyt design og  ny teknologi, så der er håb om, at dets fans vil være mere overbærende, når de ser det større billede.

Alt i alt er Pei overbevist om, at plusserne vil opveje minusserne og siger: "vi tilføjer mere teknologi, forbedrer batteritiden og begrænser problemerne så meget som muligt ved at inkludere en adapter og lancere en ny version af Bullets V2."

Om det er nok til at tilfredsstille firmaets trofaste fans og tiltrække nye kunder, vil kun fremtiden vise, men vi tror, at selv om fjernelsen af udgangen til hovedtelefoner vil vække meget opmærksomhed og debat ved lanceringen, vil tingene hurtigt falde til ro igen.

Det er at mindes det postyr, der i slutningen af 2017 og første halvdel af 2018 opstod (både i pressen og i offentligheden) over skærmdesignet med den lille notch i toppen. Til at begynde med fik denne funktion en blandet modtagelse, men flere måneder senere, ser det ud til, at forbrugerne har accepteret den lille notch og er kommet videre.

Så måske er det virkelig det rigtige tidspunkt. Tid til at vi affinder os med tabet og kommer videre.