Her er alle de enheder, som Google præsenterede ved deres Made By Google-event

null

Den store Made By Google-event, som fandt sted i New York, rummede måske ikke helt så mange overraskelser, som den kunne have gjort, hvis Google Pixel 3 ikke var blevet lækket så mange gange forinden, men der var stadigvæk en del at hente fra begivenheden.

Google præsenterede ikke blot de seneste opdateringer til deres Pixel-telefoner, men også en ny intelligent ‘home hub’, en tablet og forskelligt tilbehør til at få mere ud af deres enheder.

Herunder tager vi et grundigt kig på de enheder, Google præsenterede på deres Made By Google-event.

Pixel 3 og Pixel 3 XL 

Google Pixel 3 og Pixel 3 XL fik den største opmærksomhed, og Google brugte det meste af tiden på at fortælle om forbedringerne i telefonernes kamera og deres intelligente AI-funktioner. 

Pixel 3 vil have en 5,5” Full HD+ skærm, og Pixel 3 XL vil have en større 6,3” QHD+ skærm med indhak. Begge vil have OLED-skærme, Gorilla Glass 5 på begge sider, og fremadvendte stereo-højttalere. Glasset på bagsiden er nu en kombination af matte og blanke områder på det samme stykke glas. Telefonerne kommer i tre farver: Just Black, Clearly White og Not Pink.

Et Qualcomm Snapdragon 845-chipset med 4GB RAM vil drive Android 9 Pie-systemet, men for begge modeller gælder det, at batteriets kapacitet virker en smule begrænset for en telefon på den størrelse. Med hensyn til lagerplads, kan man vælge mellem størrelser på 64GB og 128GB, og der blev ikke nævnt noget om understøttelse af microSD-kort.

Kameraet på bagsiden er stadigvæk 12,2MP, og det kan optage video ved 4K i op til 30 billeder i sekundet. På forsiden finder man nu to 8MP-kameraer, hvor det ene har et billedfelt på 75 grader, og det andet har en vidvinkel med et billedfelt på 97 grader.

Prisen for Pixel 3 starter ved $799 (omkring 5.200 kroner) og Pixel 3 XL starter ved $899 (omkring 5.850 kroner). Telefonen kan forudbestilles fra den 11. oktober, og de bestilte telefoner vil blive leveret den 1. november, dog ikke til Danmark. Det nærmeste land, hvor man kan få telefonen leveret, er Tyskland.

Google udsender også deres trådløse Pixel Stand-oplader til en pris på $79 (omkring 520 kroner), sammen med de nye telefoner. Når man sætter en Pixel 3 i dokken på Pixel Stand, vil telefonen fungere mere som en smart home-skærm ligesom den nye Google Home Hub.

Pixel Slate

Google Pixel Slate er firmaets nye 2-i-1 tablet, som kører ChromeOS. Mens Google nævnte en smule om den hardware, der følger med, så var der flere spørgsmål, som ikke blev besvaret.

Pixel Slate har en LTPS LCD-skærm med en opløsning på 293 pixels pr. tomme og et 8MP-kamera på hver side. Kameraet på fronten har store pixels og en vidvinkel for henholdsvis at give gode resultater ved begrænset lys og til at filme grupper i videochats.

Udover tablet-funktionen kan Pixel Slate parres med Pixel Slate Keyboard, som er et tastatur af folie-typen. Det har runde baggrundsbelyste taster og understøtter også Google's Pixelbook Pen stylus. Som en ekstra sikkerhedsforanstaltning fungerer tænd/sluk-knappen også som en fingeraftrykslæser.

Google har underligt nok udeladt detaljer om, hvilken hardware der kunne være inde i Pixel Slate, også lagerkapacitet. Startprisen vil være $599 (omkring 3.900 kroner), og den vil være tilgængelig senere på året. Pixel Slate Keyboard koster hele $199 (omkring 1.300 kroner), hvilket er endnu dyrere end Microsoft's Surface Type Covers.

Google Home Hub

Google Home Hub er det seneste smart home-produkt i Google Home-serien. På samme måde som Amazon Echo Show, har Google Home Hub en indbygget skærm, så den har en visuel side til de svar, som Google Assistant kan levere.

Home Hub vil gøre det nemmere at finde YouTube-videoer og opskrifter, og når du tjekker vejret vil du både kunne se og høre udsigten. Den vil naturligvis også være i stand til at styre smart home-enheder og især Nest-produkter.

Til familier vil Home Hub understøtte stemmegenkendelse af flere stemmer.

Til gengæld har Google Home Hub ikke et kamera, så man behøver ikke bekymre sig om at blive hemmeligt filmet, mens man bevæger sig rundt i sit hjem. Men den har en lyssensor til at styre lysstyrke og farve på skærmen.

Den nye Home Hub følger det designforbillede som er etableret af tidligere Google Home-enheder. Den findes i fire farver. 

Google Home Hub kan forudbestilles til $149 (omkring 975 kroner), og vil være tilgængelig fra den 22. oktober.