Apple Watch får måske endelig søvnsporing i 2020

null
Image Credit: TechRadar

Apple Watch 4 er i stand til at holde styr på dit helbred og fitnessniveau, men en indlysende mangel ved uret, er muligheden for at spore din søvn, og selvom dette er muligt via tredjeparts-apps, er det ikke en funktion Apple understøtter direkte. Det kan måske ændre sig snart.

Ifølge ”folk tæt på arbejdet”, som har talt med Bloomberg, har Apple i al hemmelighed testet søvnsporing i flere måneder, og planlægger at tilføje det til Apple Watch i 2020.

Det er uklart om denne funktion bliver forbeholdt nye modeller (til den tid Apple Watch 6), eller om det bliver udbudt via en softwareopdatering. Men i og med at hardwaren allerede er på plads (såsom pulsmåler og accelrometer) kan det meget vel tænkes, at også ældre modeller af Apple Watch bliver opdateret til at kunne udnytte den nye mulighed.

Naturligvis er muligheden for søvnsporing på alle Apple Watches kun et rygte indtil videre, så vi tager det med et gran salt. Men det ville give god mening, eftersom det er en savnet funktion, og at tilføjelsen ville gøre Apple bedre i stand til at konkurrere med brands som Fitbit, som har sin helt egen søvnsporing.

Dette vil samtidig ikke være første gang Apple har vist interesse for søvnsporing, eftersom firmaet tidligere opkøbte Beddit – et firma der laver søvnmonitorer.

Mere kraft i batteriet?

Som Bloomberg også noterer sig, er der dog et punkt, som taler kraftigt imod søvnsporing i Apple watch, og et område hvor Apple ikke kan konkurrere med produkter som Fitbit Versa, der kan holde sig kørende i 3 til 4 dage på en opladning.

Til sammenligning skal Apple Watch 4 typisk oplades hver nat, hvilket er ubelejligt, hvis du også skal have det på, imens du sover.

Dette kan være årsagen til, at Apple endnu ikke har inkluderet søvnsporing i sine enheder og måske samtidig at Apple vil adressere dette i nær fremtid. Indtil videre er der dog kun tale om spekulation.

Skulle Apple formå at forbedre batterilevetiden og tilbyde søvnsporing i Apple Watch 5 eller 6, kan det dog meget vel være det, der retfærdiggør en opgradering fra en tidligere model.