Our Verdict

Af de tre iPhones, der blev lanceret i 2018, er iPhone XR på mange måder den mest imponerende. Ikke på grund af dens specifikationer – iPhone XS ligger en smule foran på mange områder – men det man får ved at gå efter denne model, opvejer i høj grad det man mister. Et godt udvalg af farver, en overbevisende batteritid og en lavere pris? Hvis du vil have en ny iPhone, så kig på denne først.

For

  • Glimrende batteritid for en iPhone
  • Attraktivt udvalg af farver
  • Lavere pris

Against

  • Portræt-indstillingen imponerer ikke
  • Nogle apps er ikke fuldt optimeret
  • Lavere skærmopløsning

Apple har begået en marketingsmæssig genistreg med iPhone XR: ikke blot har de udskudt lanceringen af nummer tre i rækken af deres 2018 iPhones, og dermed skabt en vis mystik omkring den, de har også formået at få den til at fremstå som dette års ‘billige’ iPhone.

Og ja, den er billigere i sammenligning med de nyligt lancerede iPhone XS og iPhone XS Max, men vi taler 6.699 kroner sammenlignet med 9.799 kroner, hvilket næppe kan kaldes lavpris. For den almindelige prisbevidste køber, som ikke går op i om det er det ene eller det andet mærke, er dette langt fra en ‘billig iPhone’.

For den Apple-fan, som gerne vil holde sig til sit foretrukne mærke, udgør iPhone XR til gengæld en meget billigere vej til en 2018-model, fordi man undgår at betale de skyhøje priser på de to XS-modeller, uden at ofre særlig meget med hensyn til features – og med en interessant lille bonus oven i købet.

Mens det er umuligt at vide, præcist hvad Apple gerne vil opnå med den senere lancering af iPhone XR, så er det et faktum, at den allerede har nydt godt af al opmærksomheden omkring iPhone XS-lanceringen, og nu er der igen mulighed for at generere noget interesse omkring denne ‘mystiske’ telefon.

Enten har Apple lavet en marketing-mæssig genistreg, eller også har de skudt sig selv i foden ved at lancere telefonen så sent – for XR’eren er en af de bedste iPhones vi nogensinde har testet.

iPhone XR pris og udgivelsesdato 

Prisen på iPhone XR vil uden tvivl tiltrække købere: med 6.699 kroner for 64GB-modellen (7.149 kroner for 128GB og 8.049 kroner for 256GB) er prisen meget mere overkommelig end når det gælder de to iPhone XS-modeller.

Telefonen vil være til salg over hele kloden fra den 26. oktober 2018.

Hvad er nyt? 

Sammenlignet med iPhone XS, er iPhone XR nedgraderet på en række områder for at få den ned på den lavere pris. 

Når det er sagt, så er mange af de vigtigste features stadigvæk de samme: operativsystemet er iOS 12, og det er drevet af det heftige A12 Bionic-chipset.

Indhakket på skærmen rummer alle de samme kameraer og sensorer som iPhone XS, og de to højttalere vender stadigvæk samme vej, når de pumper lyd ud. 

iPhone XR specifikationer

Vægt: 194g
Dimensioner: 150,9 x 75,7 x 8,3mm
OS: iOS 12
Skærmstørrelse: 6,1”
Opløsning: 1792 x 828
CPU: A12 Bionic
Lager: 64/128/256
Bagside-kamera: 12MP
Front-kamera: 7MP
Farver: Blå, Hvid, Sort, Gul, Koral, Rød
Beskyttelsesgrad: IP67 

For det utrænede øje, eller for nogen som ikke holder iPhone XR og XS op ved siden af hinanden, kan det være svært overhovedet at skelne de to fra hinanden – men der er er en række væsentlige forskelle, som vi er nødt til at kigge nærmere på. 

Kun et enkelt kamera 

En af de mest imponerende ting ved iPhone XS er kameraet, da det er den eneste ting, der virker markant bedre i forhold til iPhone X. Mens iPhone XR har den samme standard-linse som XS, så mangler den sekundære telelinse, hvilket betyder at kameraet er nødt til at lave nogle smarte tricks med software for at kompensere.

Det betyder, at du ikke vil være i stand til at zoome lige så meget ind med XR, da telelinsen kun leverer (nogenlunde) tabsfri fotografi ved to gange zoom, og portræt-indstillingen med en sløret baggrund er heller ikke lige så effektiv.

Du kan stadigvæk tage et portrætfoto og få en fint sløret baggrund for at samle fokus omkring motivet, men til forskel fra iPhone XS, kan du ikke tage billeder af objekter og dyr på samme måde.

Det skyldes det faktum, at softwaren ikke kan identificere disse motiver lige så nemt fra den enlige sensor, hvor den ekstra hardware på den dyrere XS er i stand til at trække på mere info.

Liquid Retina-skærm

Apple er ikke dem, der afholder sig fra at bruge noget opfindsomt marketing-sprog, og iPhone XR kommer med en ‘ny type’ LCD, en skærm som er udviklet til at give den buede ‘all-screen’-front. 

Resultatet minder ærlig talt meget om de LCD-skærme, som Apple har lavet før, da de altid har været farverige og skarpe, men med den nye ‘Liquid Retina’-skærm er det meningen, at kvaliteten skal ligge tættere på deres OLED-skærm.

Vi vil komme mere ind på kvaliteten af skærmen længere henne i denne anmeldelse, men det er en af de vigtigste forskelle, som du skal overveje, hvis du overvejer at gå efter denne iPhone.

Ingen 3D Touch 

Der er en sikker måde, hvorpå man kan finde ud af, om man egentlig bruger en funktion på en iPhone, og det er ved at tage den væk, og så se om du kommer til at savne den. De brugere, der kommer fra en af de senere Apple-modeller vil have haft adgang til 3D Touch, hvor man kan trykke hårdere på skærmen for at åbne menuer eller aktivere forskellige funktioner i diverse apps.

Denne funktion er blevet fjernet på iPhone XR, formodentlig for at spare penge – i stedet skal du lave et ‘langt tryk’ for at opnå samme effekt. Så hvis du nogensinde har brugt genveje ved at trykke hårdere på en app, eller åbnet lommelygten med et hårdere tryk på den låste skærm… ja, så kan du altså ikke det mere.

Vi var ikke klar over, hvor meget vi egentlig brugte denne funktion – og det er ærgerligt at undvære en funktion, der for eksempel i kameraet virker som en egentlig knap – men det tager ikke lang tid at vænne sig til alternativet… det føles bare ikke helt lige så tjekket.

Et mere klodset design 

IPhone XR har også et kraftigere design med tykkere rammer langs telefonens sider – når man holder den op ved siden af en iPhone XS, har man en klar fornemmelse af, at det er en billigere model med en tungere fornemmelse, når man holder den i hånden.

Når man ser den alene, vil man dog blot bemærke det rene, afrundede design, som følger den formen fra iPhone 7 eller iPhone 8 – i realiteten har iPhone XR en skærm på størrelse med den på iPhone 7 Plus eller 8 Plus, selv om telefonen i sig selv ikke er større end de normale iPhone 7 eller iPhone 8-modeller.

Forbedret batteri 

Apple mener, at man vil være i stand til at få 90 minutters ekstra batteritid ud af iPhone XR i forhold til iPhone 8 Plus, hvilket er et stort spring ved almindeligt brug.

Vi vil faktisk sige – og vi ønsker ikke at spolere overraskelsen lidt længere henne – at den er endnu bedre: med iPhone XR har vi endelig en iPhone, som når op på en hel dags batteritid.

Måske er vi lidt for positive overfor iPhone i denne henseende – når det kommer til stykket, er der masser af telefoner på markedet, som ligger i en hel anden liga når det handler om batteritid, og som kan køre i meget længere tid mellem opladningerne.

Apple har døjet med dårlige batteritider i årevis, selv om de gradvist har forbedret dem til et niveau, hvor de efterhånden kan siges at være ‘gode nok’. IPhone XR er den første iPhone, hvor vi ikke har skullet bekymre os i forhold til, om den ville kunne holde til næste dag – og det kunne i sig selv være nok til at gøre den til den bedste iPhone, der nogensinde er lavet.