Anmeldelse: Xbox One X

Xbox One X er en high-end 4K HDR-Konsol med et vist lager-underskud

TODO alt text

Our Verdict

Med en grafisk formåen, som er en gaming-pc værdig, gør Xbox One X, hvad ingen konsol har gjort før, nemlig at levere ægte 4K HDR-gaming. Selv om spillene ser aldeles fantastiske ud med en overlegen detaljeringsgrad, understøttet af konsollens HDR-muligheder, så betyder spillenes størrelse at dens 1TB-harddisk hurtigt bliver fyldt op. Bortset fra denne mindre ulempe, så holder Xbox One X alt hvad den lover med hensyn til 4K HDR-gaming og leverer den mest overbevisende spiloplevelse på nogen konsol til dato.

For

  • Ægte 4K HDR-gaming
  • Indbygget 4K Blu-ray-afspiller
  • Endnu bedre 1080p-billeder

Against

  • Dens 1TB harddisk bliver hurtigt fyldt op
  • Spillene kører ikke altid 60fps
  • Skævt forhold mellem pris og ydelse

Selv om den formentlig ikke vil beholde førstepladsen ret længe, så er Xbox One X lige nu den mest kraftfulde spilkonsol på kloden. Det skyldes, at den er udstyret med en otte-kerne CPU, med en clockfrekvens på 2,3GHz og 12GB GDDR5 RAM. Den har samtidig en GPU, der kører ved en clockfrekvens på 1.172MHz, og som giver konsollen 6 en grafisk computer-kraft på 6 teraflops.

Vi ved godt, hvad du tænker. Har vi virkelig brug for så megen kraft? Ja, for grunden til at Xbox One X leverer så høj en ydelse, er at give konsollen mulighed for at spille spil i ægte 4K-opløsning, ofte ved en hastighed på 60 billeder i sekundet. Den er i stand til at levere HDR-afspilning af spil i HDR10-formatet, og er også begyndt at understøtte 4K HDR-streaming i Dolby Vision.

Og det bedste af det hele? Den kræver ikke, at man køber nye versioner af sine spil. Fordi Xbox One X er del af Microsofts Xbox Family of Consoles, tvinger den ikke en til at smide de spil ud, som man allerede ejer, for at få nye ‘forbedrede’ udgaver.

Det vil sige, at de spil som du må have spillet for et år siden, nu ser absolut fantastiske ud på en Xbox One X. Der er også gratis opdateringer tilgængelige til en håndfuld titler, inklusive Rise of the Tomb Raider, Star Wars Battlefront II og Forza Motorsport 7, som gør at de tager sig ud fra deres absolut bedste side.

Lydkendere vil sætte pris på konsollens understøttelse af Dolby Atmos-audio, samt andre lydformater, så spil-sekvenserne lyder lige så godt, som de ser ud.

Tjek vores udpaknings-video nedenfor, for at se hvad der følger med i æsken

Selv om man kan sige meget om Xbox One X alene ud fra dens specifikationer, så fortæller de ikke alt: X’eren, selv om den er kraftfuld og stilig og i det hele taget fantastisk, så er det i bund og grund en opgraderet udgave af Xbox One S-modellen, der i øvrigt fås til omkring 2.100 kroner.  

One Family of Consoles vil spille alle de samme spil og vise den samme brugerflade. 

One Family of Consoles vil spille alle de samme spil og vise den samme brugerflade. 

Men selv hvis man ignorerer One S’erens eksistens, er Xbox One X ikke skudsikker. Dens 1TB-harddisk virker måske meget rummelig og med plads nok til at rumme hele ens spilbibliotek, men i betragtning af at alle de nye ‘Enhanced for Xbox One X’-titler bruger 4K-billeder, så virker den pludselig ikke længere helt så stor.

Gears of War 4 fylder for eksempel 100GB på Xbox One X. Et andet af de store Xbox-spil, Forza Motorsport 7, vil optage nogenlunde lige så meget plads, når den nye patch kommer ud. SciFi-skydespillet, Quantum Break, fra folkene bag Alan Wake, bruger ikke mindre end 178GB-plads. Tilsammen vil tre af de mest populære spil til Xbox One X således optage omkring 40% af harddisken.

Alt dette er ikke nævnt for at udskamme Microsoft-fansene for deres begejstring over den nye konsol – faktisk er Xbox One X, for en bestemt type gamer, stadigvæk den bedste konsol, der nogensinde er lavet til trods for dens begrænsninger. Der er blot det at sige, at for de fleste brugere vil Xbox One X være for dyr i betragtning af, at den på de fleste områder kun er en smule bedre end den billigere Xbox One S

Så er du en af dem, der har brug for en Xbox One X? Læs videre for at finde ud af det. 

Design

Hvis du har set en Xbox One S på et tidspunkt, skulle du sagtens være i stand til at forestille dig en Xbox One X -- hvis det ikke var for de forskellige farve-skemaer, ville de to konsoller stort set være identiske.

Hvis du aldrig før har set en One S, er Xbox One X en rektangulær kasse på størrelse med en stor Blu-ray-afspiller, som er dækket af en mat grå farve. Den ligger langt fra det klodsede look fra den originale Xbox One, og designet bliver blot endnu mere imponerende, når man tænker på, hvad der ligger under kølerhjelmen.

De tydeligste forskelle mellem den forrige Microsoft-konsol og den seneste udgave (hvis man overhovedet lægger mærke til dem), er at farven er ændret fra den helt hvide Xbox One S til space grey på Xbox One X, og at disk-afspilleren er flyttet fra øverste venstre side af fronten til en placering en anelse længere nede.

Disse ændringer er rent æstetiske, og ingen af dem gør nogen forskel med hensyn til funktionaliteten af systemet… hvilket er ganske fornuftigt i betragtning af, hvor veludrustet Xbox One S var. 

En lille ændring i placeringen af disk-drevet er den største designmæssige forskel mellem One X og One S. 

En lille ændring i placeringen af disk-drevet er den største designmæssige forskel mellem One X og One S. 

Den nævnte disk-afspiller bruges ikke kun til Xbox One-spil, men også 4K Blu-ray-videoer. Det lyder måske en smule trivielt, hvis du ikke er helt med på, hvad 4K Blu-ray er, men i betragtning af, at Microsofts 4K-konsoller er de eneste på markedet, som er i stand til dette, er det ikke desto mindre værd at nævne.

Omme på bagsiden fortsætter lighederne mellem de to konsoller. Regnet fra venstre mod højre finder man et stik til strøm, HDMI out, HDMI in, to USB-stik, et IR out, et optisk lydstik og et Ethernet-stik. Det vil ikke komme bag på nogen, at der ikke er nogen tilbagevenden til det oprindelige Xbox One Kinect-stik – hvis du ikke har hørt det, så er Kinect (Microsofts kamera til bevægelses-registrering) nu officielt afgået ved døden, og Microsoft er oven i købet stoppet med at sælge de adaptorer, som gjorde, at man kunne bruge dem med moderne konsoller. 

På controller-siden er den nye maskine forsynet med en ny og mørkere gamepad, som på alle områder har præcis samme mekanik, som den der i øjeblikket følger med Xbox One S. Der er åbenbart ingen grund til at ændre noget, der ikke er i stykker.

Hvis controllerne er en smule for upræcise til din smag, så vil Xbox One X understøtte tastatur og muse-styring engang i den nærmeste fremtid. Det er ikke den første konsol til at gøre dette (den pris går til Dreamcast), men muligheden vil blive vel modtaget af gamere, som foretrækker en kvikkere og mere præcis styring. 

Hardware-specifikationer 

Hvis du gerne vil se de egentlige forskelle mellem Xbox One X og alle de konsoller, der er gået forud, så er du nødt til at åbne låget.

Konsollen er udstyret med en otte-kerne CPU med en clockfrekvens på  2.3GHz, sammen med 12GB GDDR5 RAM. Den har en GPU, som kører ved en hastighed på 1.172MHz, hvilket giver konsollen en grafisk computer-kraft på 6 terafloops. Det er en meget gennemført løsning, og en som skulle være i stand til at indføre en ny æra af 4K HDR-gaming i dagligstuen.

Men inden du nu går ind på alverdens PC Gamer-forummer og bekendtgør, at konsollerne endelig har overhalet pc’erne, når det gælder pris og ydelse, så skal du lige være opmærksom på, at til forskel fra den dedikerede VRAM på et videokort, så bliver Xbox One X’erens 12GB RAM delt mellem systemet og GPU’en, det ville altså ikke være en reel sammenligning.

Med hensyn til CPU’en, så bruger Xbox One X en custom-chip med otte Jaguar CPU-kerner med en clockfrekvens på 2.3GHz. Det er en forøgelse på 76% i forhold til den CPU, der sidder i den originale Xbox One og Xbox One S, men det vil formentlig kun placere den i omegnen af den aktuelle generation af Intel Core i3-processorer (husk dog på, at tallene ikke uden videre kan sammenlignes med PC-værdier).

De forskellige tilslutninger på bagsiden af X’eren er identiske med dem på Xbox One S. 

De forskellige tilslutninger på bagsiden af X’eren er identiske med dem på Xbox One S. 

Den mere væsentlige sammenligning for Xbox One X, og den som Microsoft hellere vil have, at du fokuserer på, er med PS4 Pro. Sony’s konsol er en ganske kompetent konkurrent – dens GPU har 36 beregningsenheder ved 911MHz, som kører sammen med en 2.1GHz CPU og 8GB GDDR5-hukommelse. Denne hukommelse løber ind i lidt af en flaskehals ved bufferen, som er begrænset til 218GB/s, men den leverer dog stadigvæk omkring 4 Tflops. Et point til Microsoft.

Hvor Xbox One X halter er med hensyn til harddisken – en lille 1TB-harddisk, som er standard i alle systemer. Den eneste konfiguration, man kan få konsollen i lige nu, er med 1TB.

Det ville ikke være så voldsomt et problem, hvis vi vidste, at Microsoft ikke var i stand til at installere større harddiske i deres systemer, men eksistensen af en 2TB Xbox One S viser, at det i høj grad er muligt, og at Microsoft altså af en eller anden grund har besluttet sig for ikke at inkludere muligheden her.

Spil-ydelse og bibliotek 

I sidste ende handler alle disse ekstra hestekræfter selvfølgelig om selve spiloplevelsen. Heldigvis er vi i stand til at rapportere, at Xbox One X gør det præcis lige så godt som reklamerne påstår: Spillene ser fabelagtige ud hele vejen igennem. Uanset om man bruger et 1080p-tv med Xbox One X eller spiller i 4K HDR, ser spillene fantastiske ud på den nye konsol.

Men lad os kigge på de forskellige scenarier hver for sig.

Hvis du ejer et 1080p-tv, vil Xbox One X gøre noget, der kaldes supersampling for at skabe flottere billeder. Supersampling er en kompleks betegnelse, men den grundlæggende tanke er, at spillet renderer sig selv i 4K som om det er sluttet til en 4K-skærm, hvilket betyder at objekter bliver renderet ved fire gange så høj detaljeringsgrad. Al denne data kan ikke blive vist, fordi det stadigvæk bliver vist på et 1080p-tv med et fast antal pixels, men det endelige billede vil have en højere detaljerigdom.

I praksis betyder det, at billederne kommer til at virke en smule skarpere. Træer, grene og løv vil for eksempel ikke virke så takket, og almindelig tåge på en Xbox One kan virke tykkere og mere realistisk, hvis man spiller på en Xbox One X.

Når man første gang oplever et spil i 1080p med supersampling, er det tydeligt, at det tager sig bedre ud, end et spil der kører i almindelig 1080p. Men hvis du ikke er typen, der stopper op og nyder sceneriet en gang imellem – den type, som forstår at sætte pris på en fin kant på en busk eller en fyldig og tæt tåge en morgen – så vil Xbox One X ikke imponere dig.

Det vil sige, med mindre du opgraderer til et 4K HDR-tv.

Det er på et 4K HDR-tv, at Xbox One X virkelig kommer til sin ret. Spillene renderer ved en opløsning på op til ægte 4K, og leverer på den måde en fire gange så høj detaljeringsgrad som et almindeligt 1080p-tv. Nogle af disse spil vil oven i købet have en bredere palette af farver, takket være en teknologi som kaldes high dynamic range eller HDR. Himlen er mere blå, græsset virker grønnere og farverne drypper fra hver eneste scene. Resultaterne taler for sig selv.

Men visuelle opgraderinger er ikke den eneste type opgraderinger, som Xbox One X tilbyder. Den anden er ydelse, altså det antal billeder i sekundet som et spil kører ved.

Vi skal spare dig for endnu en langtrukken forklaring om emnet, men den grundlæggende tanke er, at når detaljeringsgraden i scenerne bliver virkelig høj og fyldt med med et stort antal objekter, så bliver konsollen overvældet. I stedet for at være i stand til at afvikle for eksempel 60 billeder i sekundet, så falder hastigheden til 55 eller endnu mindre. Det var et stort problem på den originale Xbox One, men noget som Xbox One S klarer langt bedre under de fleste forhold.

Xbox One X forsøger så godt den kan, at levere 60 billeder i sekundet, en form for gyldent tal for industrien, som matcher opdateringsfrekvensen på de fleste tv og skærme i det hele taget. Og selv om resultaterne er markant bedre på Xbox One X, så rammer spillene ikke altid de magiske 60 billeder i sekundet – det sker at den enten dropper frames, eller at spillet kører langsommere.

Og hvad skal man så bruge alt dette til? Jo, spil der er ‘Enhanced for Xbox’ ser bedre ud på en Xbox One X-konsol, uanset om den er sluttet til et 1080p-tv eller ej. Ydelsen er generelt helt i top på den nye konsol. Spillene kører ikke ved en perfekt hastighed på 60 billeder i sekundet på samme måde, som man ser det på mellemklasse og high-end gaming-pc’er, men det meste af tiden kører de fremragende.

OK, ‘Enhanced for Xbox One X’-spil ser godt ud og kører fremragende. Men hvad er det lige præcis, der gør et spil ‘Enhanced for Xbox One X’? Hvor mange af disse spil er der?

Microsoft selv har ikke sat en minimum-standard for hvad der udgør et ‘Enhanced for Xbox One X’-spil, men der er tre generelle kategorier, som udviklerne bruger: forbedrede visuelle elementer, HDR-billeder eller en højere frame-rate. Og blot en af de tre vil være tilstrækkeligt.

Det er altså muligt for et spil at levere HDR eller en frame-rate på 60 billeder i sekundet, men ikke 4K og omvendt. Udviklerne vælger selv, hvilke forbedringer der giver bedst mening i forhold til deres spil.

For at gøre tingene endnu mere komplicerede, er Microsofts Xbox-chef, Phil Spencer, citeret for at sige, at de nye spil ikke nødvendigvis skal understøtte den nye hardware, så der er med andre ord ikke noget krav om, at udviklerne skal udnytte alle mulighederne i Xbox One X.

Hvad vi kan sige med sikkerhed er, at der lige nu er et godt stykke over 100 spiltitler, som vil være ‘Enhanced for Xbox One X’. Ikke alle disse patches vil være tilgængelige, når systemet kommer på markedet den 7. november, men de fleste vil være ude mod slutningen af året og endnu flere vil dukke op i 2018.

Ny Xbox One-brugerflade  

Inden vi afslutter anmeldelsen, tænkte vi, at det ville være en god idé at undersøge brugerfladen for Xbox One X, den evigt skiftende software, som på en eller anden måde stadigvæk deler vandene nu tre år og to større opdateringer efter den så lyset første gang.

Hvis du endnu ikke har downloadet det på din Xbox One derhjemme, så er den nye Xbox One-brugerflade en slags blanding af vifte-designet på Xbox 360 og det mere firkantede Windows 10-design.

Ligesom det gamle vifte-design, er brugerfladen delt op efter område: Der er Home- og Store-faner, samt Community, Entertainment og Mixer, som er en Microsoft-ejet Twitch-konkurrent. Det er nemt og hurtigt at bevæge sig fra en fane til en anden, og det skal siges, at der altid er noget nyt at kigge på.

En af de mest unikke features, er muligheden for at fastgøre de spil eller apps, som man bruger allermest, til en bjælke på Home-skærmen. Denne bjælke kan gøre opmærksom på nyt indhold til et spil, nævne hvor tæt man er på at nå et bestemt mål eller vise et highlight fra Mixer. Det er en nye måde til at sørge for, at man stadigvæk tænker på et spil lang tid efter, man har stoppet det, og noget som vi satte stor pris på, hver gang vi så det.

Noget, som vi var mindre begejstrede for, var hvor langt nede Microsoft gemmer ting, såsom vennelister, achievements og indstillinger, alt sammen noget som var en vigtig del af brugerfladen på 360’eren. Disse sektioner er som regel havnet på den lille Xbox Help Bar, som man får adgang til ved at trykke på Xbox-juvelen.

I sidste ende må vi sige, at selv om brugerfladen ser godt ud, og ikke har noget problem med at vise os fremmede, som spiller spil, så har den større problemer med at vise os det, som vi lægger mest vægt på, uden at begrave det under mængder af indhold, som på ingen måde interesserer os.

Det kunne vi lide  

Inden vi begyndte på denne anmeldelse, havde vi visse forbehold. Vi var ikke sikre på, at Microsofts mest kraftfulde konsol til dato havde noget at tilbyde ejere af 1080p-tv. Vi var heller ikke sikre på, at dens ydeevne, uanset hvor god den så er, ville være i stand til at retfærdiggøre prisen. Og vi var bange for, at spillene måske ikke ville få nye patches i lange perioder, så Xbox One X-ejerne ikke havde noget at vise deres hardware frem med. Det har dog vist sig, at alle vore forbehold var grundløse.

Som det har vist sig, så er Xbox One X en high-end konsol hele vejen igennem.

Selvfølgelig kræver det et trænet øje at se forskellene mellem supersamplede spil i 1080p og spil, der kører i 1080p på den originale Xbox One, men der er en forskel. Med 4K HDR-gaming, er der til gengæld ikke noget at tage fejl af. Når konsollen er sluttet til en god 4K HDR-skærm, kører spillene med en fuldstændig overlegen detaljeringsgrad. Hertil kommer dens 4K Blu-ray med Dolby Atmos-lyd, som leverer den bedste filmoplevelse, man kan få uden for en biograf.

For dem, som har råd til det, er Xbox One X det ypperste indenfor konsoller.

Det kunne vi ikke lide 

Men selv om Xbox One X har indtaget førstepladsen når det gælder konsoller, så er dens nærmeste konkurrenter – PlayStation 4 Pro og Xbox One S – ikke langt efter. 

Til trods for, at disse konsoller ikke er i stand til at køre spil i ægte 4K, så ligger prisen på omkring det halve og spillene ser næsten lige så godt ud. Med en bedre balance mellem pris og ydeevne, vil de være det bedste valg for langt de fleste brugere. Undtagelsen er dem, der er i stand til at se og værdsætte de små forskelle i den dyre, højoktane billedkvalitet og den billigere, men stadigvæk fantastiske opskalerede 4K.

Selv hvis ingen af disse konsoller nogensinde havde eksisteret, ville Xbox One X dog stadigvæk ikke være perfekt. Dens 1TB-harddisk kunne i teorien blive fyldt op fra den ene dag til den anden, takket være downloads på over 100GB af spil som Gears of War 4, Forza Motorsport 7 og Quantum Break, hvis det ikke lige var for det faktum, at disse massive spil, ville være flere timer om at downloade. Microsoft vil måske på et tidspunkt fikse problemet ved at forsyne konsollen med en større harddisk, men som det er lige nu, kan den dyreste og mest kraftfulde konsol på markedet kun lagre omkring 10 af de helt store spil ad gangen.

Endelig vurdering 

Lad os nu fuldende cirklen. I begyndelsen hævdede vi, at der var en særlig type gamer, som ville sætte pris på kvaliteten og den overvældende ydeevne hos Xbox One X. På dette tidspunkt håber vi, at du har gjort dig dine egne tanker om, hvorvidt du passer ind i denne kategori. Men hvis ikke, er det enkleste spørgsmål, du kan stille dig selv: “Vil jeg sætte pris på de ekstra hestekræfter?”

Hvis du er den type gamer, som stopper op og kigger på sceneriet i spil som Skyrim, The Witcher eller Dragon Age, eller en streamer, som kan registrere en forskel på 4 billeder i sekundet, når du kigger på to videoer ved siden af hinanden, så er Xbox One X værd at investere i.

Hvis du til gengæld er en, som blot vil have en konsol, der spiller flotte spil uden at du skal grave alt for dybt i lommerne, så er Xbox One X en smule overkill – spar nogle af pengene og køb en Xbox One S… helst en med en 2TB-harddisk.

Den oprindelige anmeldelse blev udgivet den 3. november, 2017. Jon Porter bidrog til denne anmeldelse.