Anmeldelse: PlayStation VR

PlayStation VR er det forjættede land for virtual reality på spil-konsoller

PlayStation VR

TechRadar Konklusion

PlayStation VR er en overkommelig introduktion til VR. Mange af oplevelserne er ikke helt så skarpe, som dem man får med Oculus Rift eller HTC Vive, men for et system som bruger en PS4 i stedet for en dyr gaming-pc, har vi ikke noget at klage over. Hertil kommer, at en nylig prisnedsættelse gør systemet endnu mere interessant.

For

  • +

    Overkommelig pris

  • +

    Resultaterne er tæt på PC-kvalitet

  • +

    Godt udvalg af spil

Imod

  • -

    Kommer ikke med det nødvendige tilbehør

  • -

    Er ikke så god til at blokere det omgivende lys

  • -

    Lidt ustabil bevægelses-tracking

Hvorfor du kan stole på TechRadar Vores ekspert anmeldere bruger timer på at teste og sammenligne produkter og tjenester, så du kan vælge det bedste for dig. Find ud af mere om, hvordan vi tester.

Siden lanceringen i 2016, har PSVR konstant været et af de bedst sælgende high-end VR-headset. Til trods for dette, har det endnu ikke levet op til Sony’s interne forventninger, når det gælder salgstal.

Men det betyder ikke, at PSVR ikke har været et revolutionerende stykke hardware på mere end en måde. Og vi er sikre på, at Sony vil fortsætte med at booste deres VR- (og måske endda AR) udstyr over de kommende år. Faktisk har der været visse forlydender om, at en PSVR 2 ikke er langt væk.

Der er rygter om, at PSVR 2 vil blive knyttet til lanceringen af PlayStation 5, da headsettet vil kunne udnytte den nye konsols opgraderede hardware. Med hensyn til headsettet, vil det muligvis have en skærm i ultra høj opløsning, som leverer hele 1.001 pixels pr. tomme. Vi krydser fingre. 

Klik ind på vores dedikerede PlayStation VR 2-side, for at læse mere om, hvad vi forventer os af det nye headset.

Men lad os nu ikke komme for godt i gang, den aktuelle PlayStation VR har rigeligt at byde på, når det handler om at få den virtuelle verden ind på din konsol. Og det bedste af det hele er, at den gør det til en hel anden pris, end man er vant til med de mere high-end VR-headsets, såsom Oculus Rift.

  • Obs. Nogle links kan være skrevet på dansk

Disse mere high-end headsets koster mere både at købe og at bruge, da man har brug for en bekostelig gaming-pc til at drive dem. Noget som formentlig er nok til at afskrække de fleste mennesker. 

Af denne grund (og mange andre, som vi vil komme ind på senere) kører PlayStation VR-headsettet stadigvæk for fuld kraft her næsten to år efter, at det blev lanceret.

Sony har stadigvæk fuld gang i deres VR-udvikling, hvilket skinner tydeligt igennem på kvaliteten af de PlayStation VR-spil, som allerede er udgivet, og dem der er på vej. 

For at runde det hele af, blev der også udsendt et opdateret headset sidst i 2017 til at rette op på det oprindelige headsets manglende HDR-mulighed. Fremtiden tegner lys for Sony’s VR-udstyr.

Lad os sige det på denne måde: PlayStation VR er virkelig noget for sig. Hvor Oculus Rift er dyrere både at anskaffe og at bruge, kræver PSVR kun en PS4-konsol for at køre, ikke et dyrt pc-setup.

Når man tager det i betragtning, er det virkelig bemærkelsesværdigt, at en løsning til en så overkommelig pris er så kompetent, som den er.

Den har sine problemer, men i det store hele viser PlayStation VR, at ikke blot er konsol-VR en reel mulighed, det er faktisk også særdeles fornøjeligt.

Vi har nu prøvet et utal af spil på konsollen, lige fra Rocksteady’s imponerende (men korte) Batman: Arkham VR til det hysterisk morsomme Job Simulator og videre til det tårefremkaldende Wayward Sky og sågar horror-spillet Farpoint VR.

Nogle af disse spil var selvfølgelig sjovere end andre, men de beviste alle sammen en ting: nemlig at PlayStation VR ikke er noget hø.

Inden vi går videre til at tale om de finere detaljer ved Playstation VR, så lad få alt det grundlæggende på plads.

PlayStation VR Camera og Move

Ved lanceringen havde PlayStation VR-headsettet et lettere forvirrende salgs-setup. Eftersom pakken genbrugte eksisterende PlayStation-komponenter, såsom Move-controllerne og Camera, blev PSVR-headsettet i nogle tilfælde solgt separat til trods for, at de andre komponenter var nødvendige dele af det samlede setup.

Hvis man ikke allerede ejede et PlayStation Camera eller Move Motion Controllere, så var deres Launch Day-pakke et bedre bud, men nu mere end et år efter, er pakkerne meget bedre – det er også mere gennemskueligt at finde ud af, hvilke komponenter, man har brug for.

Efter den 29. marts kan man finde PlayStation VR DOOM VFR bundle til $299.99 i USA, hvilket inkluderer selve headsettet, kameraet og en DOOM VFR Blu-ray disk. Der er også en Skyrim VR bundle til $349.99. Begge disse priser er $100 lavere end den oprindelig listepris.  

Udover selve PlayStation VR-enheden og et PlayStation Camera, kræver det kun en PS4 (enten Slim-versionen, den tre år gamle original eller den kraftfulde PS4 Pro), en PS4 DualShock 4-controller og et område på 2 x 3 meter, som er godt oplyst uden at være alt for lyst.

Opsætningen er overstået på nogle få minutter, og de medfølgende instruktioner giver en tydelig visuel guide til hvordan man hurtigt kommer i gang.

Hvordan virker PlayStation VR? 

Ligesom andre virtuelle headsets på markedet, har PlayStation VR den krævende opgave at omslutte brugeren med en komplet spiloplevelse ved at skabe to billeder samtidigt og sende dem til et headset nogle få meter væk. Men til forskel fra konkurrenterne, som kræver dyre grafikkort for at klare opgaven, kan PS VR gøre det alene ved hjælp af PlayStation 4’s indbyggede GPU.

Den klarer dette ved at bruge PlayStation Camera til at registrere og følge ni forskellige lyspunkter på headsettet og de tilsvarende lys på enten Move-controllerne eller DualShock 4, afhængigt af hvilket spil man spiller.

Den er overraskende præcis i betragtning af, at den kun bruger et enkelt kamera til at spore, hvad der sker… men den er ikke idiotsikker  på nogen måde. Vi vil komme ind på resultaterne om lidt, men vær forberedt på, at kameraet mister forbindelsen til controllerne. En del. 

Det mest ærgerlige er, at fordi Sony kun bruger et kamera i stedet for to, så er det sværere for PlayStation VR at holde styr på, om man rejser sig op og går rundt, end det er for et system som HTC Vive, der kan levere VR i et helt rum. Når det er sagt, så kan den stadigvæk følge en, hvis man vælger at bevæge sig omkring, man skal bare ikke regne med, at kunne tage mere end et par skridt i hver retning, uden at systemet advarer om at man er ved at komme for langt væk.

I den forbindelse er det bedst til de fleste PlayStation VR-spil, at man holder sig til en eller to positioner, enten hvor man sidder ned eller står op og er i nogenlunde ro. Hvis man har tendens til køresyge, kan det være en fordel at sidde ned, men visse spil fungerer afgjort bedst, når man står op. 

PlayStation VR

Afhængigt af hvordan man vinkler sit kamera, kan det være mere eller mindre vanskeligt at skifte mellem de to positioner, så det bedste er at finde en vinkel, der dækker så meget som muligt af rummet, hvis man gerne vil kunne skifte fra den ene til den anden, uden at skulle hen og flytte kameraet og indstille det igen. 

Men lad os lige gå lidt tilbage. Indtil nu, er betegnelserne "VR" og "virtual reality" brugt en masse gange uden nogen egentlig forklaring.

VR har eksisteret i den ene eller den anden form i flere årtier, men den moderne udgave af teknologien er mere omfattende og mindre kvalme-fremkaldende end den nogensinde har været. Kort fortalt er virtual reality lige præcis hvad navn siger, en virtuel verden, som giver oplevelsen af at være et andet sted i en anden tid, nogle gange så langt væk som en fjern galakse, og alt sammen uden at man behøver forlade sit eget hjem.

Og ja, det er lige præcis så sejt som det lyder.

Hvis du vil have tal på, så kan PlayStation VR håndtere 1080p-spil på sin 920 x RGB x 1080 OLED-skærm ved enten 90Hz (hvilket betyder, at billedet opdateres 90 gange i sekundet) eller ved 120Hz, afhængigt af det specifikke VR-spil.

PlayStation VR

Og til dem, som bekymrer sig om latency, eller forsinkelse, så siger Sony, at PlayStation VR’s responsrate ligger omkring 18ms – hvilket er omkring 0,002 sekunder hurtigere end den højeste acceptable forsinkelse inden man vil begynde at bemærke lag i VR.

Det er fine tal, men både HTC Vive og Oculus Rift leverer tilsvarende værdier. En fordel ved Sony i forhold til Oculus og HTC, er at ingen af dem kan hævde at være en spiludgiver i verdensklasse. Mens de to andre har forsøgt at skabe forbindelser med udviklere over de senere år, så har Sony dem allerede.

Resultatet er, at listen over de bedste PlayStation VR-spil konstant bliver opdateret med nye brillante oplevelser, og masser af andre er på vej over det næste år. Fra skydespil til puslespil, platformspil til adventure-spil, er der variation og dybde i PSVR’s voksende spilkatalog. 

PlayStation VR på PS4 Pro

Der er også et andet stykke hardware, man bør kigge på, når man overvejer at købe en PlayStation VR, og det er Sony’s helt nye kraftværk PS4 Pro.

Med sin ekstra processor-kraft, er PS4 Pro i stand til at skabe en endnu mere omsluttende virtual reality-oplevelse for de spil, der understøtter det.

De forbedringer, som PS4 lover, kan tage mange former – fra mere detaljerede teksturer til bedre optegnelser, og sågar en lille reduktion af gryn i billederne. Fordelene veksler fra spil til spil, og PS4 Pro er i øjeblikket sat op til kun at understøtte spil, hvor udvikleren har aktiveret "Pro Mode", en hardware boosting-teknologi, som fortæller PS4’eren, at den skal bruge ekstra processorkraft.

Da vi skrev anmeldelsen af PS4 Pro, fik vi muligheden for at prøve den opgraderede hardware med PlayStation VR og resultaterne var bemærkelsesværdige, omend mindre prangende end vi egentlig havde håbet.

Der er afgjort en markant forskel mellem PS4 og PS4 Pro-versionerne af VR-spillene, men det er ikke nødvendigvis noget, som vil blive bemærket af de mindre teknisk orienterede brugere – det er noget, som man kun vil bemærke, hvis man kigger nøje efter, hvordan bestemte teksturer ser ud i et spil, eller hvordan objekter tager sig ud i det fjerne. Der var dog noget mindre lag på Pro-systemet, men sandt at sige var det ikke noget, vi oplevede som et større problem på standard-konsollen.

Hvorvidt disse mindre forbedringer er værd at betale ekstra for, er i sidste ende op til en selv, men efter vores mening, kan man klare sig fint med en standard PS4. 

Fortsæt til næste side for at læse mere detaljeret om PlayStation VR's spil, ydelse og design.