Windows dominerer stadig uddannelsessektoren – men hvor længe?

Microsofts bestræbelser på at bejle til uddannelsessektoren ser ud til at bære frugt: En ny rapport viser, at deres operativsystem Windows er det foretrukne valg til bærbare pc'er og tablets, der bruges i klasseværelser.

Af rapporten fra analysefirmaet Futuresource Consulting fremgår det, at Windows-baserede enheder udgjorde 44 % af alle nyindkøbte bærbare computere til uddannelsessektoren i første kvartal af 2018 - og dermed slog Microsoft både Apple og Google.

Men selvom Microsoft således fører på verdensplan, ligger de bag Google i USA, hvor der sad Chrome OS-software i 56 % af de bærbare enheder, der blev købt af uddannelsessteder i årets første kvartal. Hvis den amerikanske Chromebook-succes begynder at brede sig til resten af verden, kan Microsofts førerposition blive truet.

 

Det er værd at bemærke, at Futuresource Consultings data kun omfatter bærbare computere og tablets, men ikke stationære pc'er – og vi forestiller os, at Microsoft har en endnu mere imponerende markedsandel, når det kommer til stationære computere.

Et sundt marked

Markedet for bærbare computere og tablets til uddannelsessektoren virker meget sundt i 2018. I USA steg indkøbene i første kvartal af året med 10 % i forhold til samme periode sidste år, og det virker som et lovende tegn på, at fremgangen vil fortsætte resten af året.

I resten af verden lå stigningen på 0,23 % i forhold til første kvartal af sidste år, hvilket kan virke ret lavt - men på nøglemarkederne fortsatte væksten. I Europa voksede markedet for eksempel med 14,3 % i forhold til året før.

Det ser ud til, at den egentlige vækst stammer fra bærbare og tablets i priskategorien under 300 dollar (ca. 1.900 kr.), da både skoler og forældre efterspørger økonomisk overkommelige løsninger til de studerende.

Både Microsoft og Apple har planer om at øge deres fokus på dette område, hvor Chromebook klarer sig flot for tiden - tag for eksempel bare rygterne om, at Microsoft arbejder på at skabe en budget-tablet, der går under navnet 'Lex'.

Og Apple har for nylig udgivet en ny iPad, der understøtter pen. Den er målrettet undervisere og koster under 300 dollar.

Det er dejligt at se virksomheder komme uddannelsessektoren i møde på denne måde og designe produkter, der appellerer til studerende, lærere og forældre. Og det ser ud til, at deres indsats - især i Microsofts tilfælde - betaler sig.