TV 2 Play laver aftale med Boxer og Stofa

null

Der er godt gang i udbredelsen af de store streamingtjenester, og aftagerne er de gode, gamle tv-distributører, der har travlt med at stoppe blødningen af kunder, der i stort omfang er forsvundet over på de nye streaming-platforme. Vi har tidligere skrevet, at både Waoo og YouSee er hoppet på denne digitale bølge, og nu kommer så meddelelsen om, at TV Play snart bliver tilgængelig hos Boxer og Stofa.

I en pressemeddelelse skriver TV2, at TV 2, Boxer og Stofa netop indgået en stor partnerskabsaftale, hvor TV 2 PLAY bliver en del af tv-udbuddet hos de to distributører på linje med de almindelige tv-kanaler og de øvrige tilbud fra distributørerne.

TV 2 har forvejen omkring 350.000 abonnenter til deres streamingkanal, og med den nye aftale får TV 2 omkring 300.000 nye seere ind på deres tjeneste, der er den største herhjemme med eget produceret indhold.

"Vi er meget tilfredse med, at vi sammen med Boxer og Stofa kan levere TV 2 Play til endnu flere danskere, som hermed får adgang til vores danske kvalitetsindhold både via vores tv-kanaler og nu også via vores streamingtjeneste. Partnerskabet er det første af sin art, hvor TV 2 Play integreres i tv-pakkerne hos tv-distributørerne, og den er et perfekt eksempel på, hvordan vi fortsat vil bygge kundeværdi og styrke den traditionelle værdikæde også med TV 2s digitale tilbud, siger Stig Møller Christensen, salgsdirektør hos TV 2 i en pressemeddelelse.

Ikke alle kunder

Det er dog ikke alle kunder hos Stofa og Boxer, der får glæde af aftalen. Hos Boxer er det kun kunder, der har abonnement på Max-, Mix-, TV 2- eller TV 2 Plus-pakken, og hos Stofa skal man have den store pakke for at få adgang til blandt andet live-tv og ældre serier som Klovn (billedet), Beverly Hills og Barnaby.

For Boxerkunder sker det allerede til oktober, mens Stofa-kunder må vente til januar næste år. Men så har de også glæde af TV 2 Plays basispakke - inklusive reklamer.

TV 2 PLAY giver adgang til live- og on demand-indhold fra TV 2, TV 2 Zulu, TV 2 Charley, TV 2 News, TV 2 Fri og TV 2 Sport. Det kan ske via pc, smartphones og tablets. TV 2 Play kan også ses på nye smart-tv fra Samsung, LG, SONY og Philips, ligesom det kan streames via Apple TV og Google Chromecast

Foto: TV2