Tal dansk med din nye Assistent fra Google

null

Så skete det endelig: Google er kommet med sin danske udgave af Google Assistant. Det betyder med andre ord, at du nu kan tale dansk til din mobiltelefon. Det gælder uanset, om det er en Android-udgave eller en iPhone.

Lanceringen af den nye danske Google Assistant skete mandag aften. Har du en nyere smartphone med Android, så skulle du helt automatisk få den nye Google Assistant - der på dansk slet og ret hedder Assistent. Du kan også hente den som app her, og har du en iPhone, kan du hente den i App Store.

Og hvad kan du så egentlig nu?

Jo, du kan selvfølgelig tale til din mobil og få svar på dansk. Det gør du ved at holde Home-knappen nede og sige: "OK Google". Så kan søge på nettet og få hurtige svar, du kan bede assistenten om at indstille en timer og du kan eksempelvis styre musikken på Spotify med din stemme.

Og så kan du selvfølgelig diktere en SMS, få kortoplysninger via Google Maps ligesom du kan slå ting op i Wikipedia, bare for at give et par brugbare eksempler mere.

Ifølge dr.dk oplyser Google, at man i første omgang har valgt at begrænse den nye assistent til mobiler og tablets, men senere på året skulle der blive mulighed for eksempelvis at styre Netflix med stemmen, hvis man har et nyt Smart-tv, der understøtter Google Assistent.

Hvis du vil vide mere om, hvordan det hele foregår, så har Google lavet en dansk info-side, som du finder her.

Løbende udvikling

Ifølge direktør for Google Danmark, Malou Aamund, kan vi forvente os meget af den nye assistent. I en pressemeddelelse skriver hun:

"Vi er meget glade for at kunne lancere Google Assistent på dansk. Dermed kan vi give dansktalende brugere en oplevelse, der er specifikt tilpasset den enkelte og hjælper med at gøre hverdagen lettere. Vores hold af ingeniører og andre specialister har arbejdet hårdt på at udvikle en intelligent assistent, hvor både personlighed og funktionalitet er tilpasset danske brugere. Og den vil løbende blive udviklet og forbedret, efterhånden som den lærer brugernes behov at kende".

Fornøjelsen af den nye Assistent bliver endnu større senere på året, når de nye Google Home-højttalere forhåbentligt også kommer på det danske marked.

Google Assistent kommer til Android (6.0/højere) og iOS (10/højere) og med den nye version på dansk, kan Google Assistant nu fås på mere end 20 forskellige sprog.

 

Foto: Pixabay