Sådan streamer du Spanien Rundt

null

Fra på lørdag den 25. august skal de gode ben i sving igen, når starten går for cykelløbet Vuelta a España i den spanske by Málaga. Sammen med Tour de France og Giro d'Italia danner Vuelta a España - eller Spanien Rundt, som vi også kalder det - en trio af de tre store klassiske cykelløb.

Spørger man bookmakerne, hvem der vinder Spanien Rundt i år, så lyder svaret næsten enstemmigt: Richie Porte eller Simon Yates. Men det gode ved Vuelta a España er, at der ofte sker overraskelser på ruten, der står i stærk kontrast til Tour de France.

En af de vigtigste forudsætninger for at holde styr på cykeltropperne er naturligvis, at man er i stand til at se løbet. Tilhører man den svindende race af tv-seere, der holder fast i flow-tv, så er svaret enkelt: Slå over på TV 2 Sport, hvis altså du har abonnement.

Tilhører du derimod den voksende gruppe af streaming-fans, så har du to valg. Et af dem er at købe et abonnement på TV 2 Play. Her er prisen for det fulde abonnement 139 kroner om måneden.

Er du ikke fan af TV2's kommentatorer, så har du i stedet muligheden for at se Spanien Rundt på Discovery Networks streamingtjeneste Eurosport Player. Her er prisen en smule billigere, idet du kan nøjes med 129 kroner om måneden.

Udfordringen er selvfølgelig, at du så nok har adgang til de streamede billeder på din bærbare eller smartphone, men det er nu rart nok at få rullet cykelløbet op på en større skærm.

Den hurtigste måde at få smidt de streamede billeder op på den store skærm er enten med Apple TV eller Google Chromecast.

Så har du med få klik adgang til tre ugers spændende cykelløb, som i øvrigt i år gennemføres for 73. gang.

 

Foto: Pixabay