Porsche starter digital opladningsservice for elbiler

null

Med Porsche Charging Service lancerer sportsvognsproducenten nu en digital platform for alle opladninger af plug in- og elbiler. Tjenesten søger efter passende ladestationer og overtager afregningen via centralt gemte betalingsdata – internationalt og uafhængigt af valutaer. Så slipper man for at registrere sig hos de forskellige udbydere. Den tilhørende gratis app og Porsche navigationssystemet guider kunderne hen til den valgte ladestander.

”Ud over fascinerende biler er en kundevenlig opladningsinfrastruktur nøglen til en varig succes for elektrisk mobilitet. Med Porsche Charging Service tilbyder vi vores kunder en central digital platform, der på alle måder gør opladningsprocessen lettere. Servicen gør det endnu mere komfortabelt at integrere opladninger i hverdagen,” udtaler Detlev von Platen, øverste chef for salg og marketing hos Porsche AG, i en pressemeddelelse.

Via app’en har man adgang til informationer i realtime om ladestationers placering og tilgængelighed samt til prisen på en opladning. Ved ladestanderen sker identificeringen enten via en QR-kode, via app’en eller via et såkaldt Porsche ID Card, som brugeren modtager gratis efter at have registreret sig til servicen.

P.t. er opladningstjenesten tilgængelig i Danmark, Finland, Holland, Schweiz, Belgien, Tyskland og Østrig. Fra slutningen af 2018 vil flere lande følge løbende. I Danmark koster det ca. 19 kr. om måneden at bruge Porsche Charging Service. Hertil kommer gebyrer for selve opladningerne, der afhænger af udbyderen og af den opladede mængde strøm.

App’en kan anvendes på alle mobile enheder med iOS- eller Android-styresystem og kan downloades allerede nu, mens tilmeldingen forgår via www.porsche.com/connect-store.

Foto: Porche/pressefoto