Netflix annoncerer to nye anime-serier

null

Netflix havde et par lækkerbidskener med til Anime Expo, der i disse dage samler tusindevis af fans af japansk popkultur i Los Angeles, USA: På deres pressekonference annoncerede den internationale streamingtjeneste, at de har bestilt to nye anime-serier, der begge får premiere i 2019.

Først på året er der premiere på Ultraman. Det er en action-drama serie centreret omkring en mand, der besidder ånden og DNA'et af den legendariske helt "Ultraman" og kæmper mod det onde. Serien instrueres af Kenji Kamiyama og Shinji Aramaki.

Kengan Ashura, den anden originale serie, handler om Kazuo Yamashita - en helt almindelig 56-årig mand, der pludselig en dag indkaldes til møde af sin chef og bliver hyret som gladiator. Kengan Ashura (bill.) får premiere i løbet af 2019 og er skrevet af Makoto Uezu, mens Seiji Kishi instruerer.

Desuden havde Netflix godt nyt med til fans af en vis death metal-panda, for selskabet har fornyet serien Aggretsuko for endnu en sæson. Anden sæson af serien bliver også tilgængelig næste år, men præcis hvornår vides endnu ikke.

Foto: Netflix/pressefoto