Kriminelle misbruger din computer til crypto mining

null

It-kriminelle har fundet en ny indbringende indtjeningskilde, hvor de i al hemmelighed overtager din computer og bruger den til at producere Bitcoins på. Hvis din pc føles langsommere eller varmere end normalt, eller hvis blæseren på dit 3D-grafikkort pludselig begynder at køre af sig selv, så kan det være fordi, en hacker har overtaget din computer.

”Sidste år var Danmark og resten af verden voldsomt plaget af ransomware-angreb, da det var en rigtig god forretningsmodel for de kriminelle. Men i takt med at både forbrugere og virksomheder er blevet bedre til at beskytte sig mod dette, har hackerne skiftet taktik. Nu handler det i høj grad om crypto mining,” udtaler Bjørn Borre, direktør for forretning og medlemsservice i IT-Branchen.

Seneste KSN rapport viser da også et kraftigt skifte i hackernes strategi. Mens antallet af ransomware angreb er faldet med 30 %, er antallet af crypto mining angreb samtidig steget med 44,5 %, og man har nu registreret over 2,7 mio. mennesker, der har været ramt på bare et år, oplyser organisationen IT-Branchen.

It-kriminelle tjener millioner på din computer 

Hvor det med ransomware handlede om tydeligt at gøre opmærksom på, at ens computer var overtaget og spærret af hackerne, så man betalte en løsesum for at få den åbnet igen, så forsøger de kriminelle med crypto mining at holde sig under radaren.

Crypto mining handler for de it-kriminelle om, at de får sneget noget software ind på din computer, så de kan overtage den. Når det er sket, bruger de efterfølgende din computers regnekraft til at producere Bitcoins, der er en virtuel møntenhed og blandt andet bruges som betalingsmiddel på det sorte net – internettets skjulte områder, hvor kriminelle kan agere anonymt.

Med en pris på omkring 40.000 kr. for bare én Bitcoin, kan det hurtigt blive en indbringende forretning, hvis en hackergruppe lykkedes med at inficere blot nogle tusinde computere, der så kan sættes til at arbejde i døgndrift for dem.

”Jo længere det lykkedes hackerne at bruge din computer i det skjulte, jo flere Bitcoins producerer de. Så de bruger ganske mange kræfter på at holde sig skjulte, hvilket kan gøre det svært at afsløre dem,” fortæller Leif Jensen, direktør for it-sikkerhedsfirmaet Kaspersky Labs kontor i de nordiske og baltiske lande.

Sådan spotter du crypto mining

Det er ikke kun de store datacentre, server farme eller virksomheder, der bliver ramt. Også mindre virksomheder og privates computere bliver inficeret i stor stil – for jo flere computere de it-kriminelle styrer, jo flere Bitcoins får de.

Indikationerne på, om du er blevet inficeret, vil typisk være, at:

Din pc bliver mærkbart langsommere eller varmere end normalt

Blæseren på 3D-grafikkortet starter op, selvom du ikke har åbnet en 3D-applikation

Belastningen på CPU’en er større end normalt

Strømforbruget stiger

”Som udviklingen går nu, er der ingen tvivl om, at alle kan og vil blive ramt af it-kriminelle på et eller andet tidspunkt. Så det er vigtigt, at man altid holder sit operativsystem og software opdateret ligesom man skal have installeret et godt antivirus program på sin computer,” lyder rådene fra Leif Jensen.

Foto: Pixabay