Google Maps til desktop viser nu jorden som en 3D-globus

Google Maps

Selv om Google for tiden har travlt med at opdatere kortene i Google Maps, så har de alligevel haft tid til at offentliggøre en væsentlig ændring i det populære program.

Når du fremover åbner Google Maps på en desktop computer og zoomer hele vejen ud, så vil du opleve, at Jorden nu afbildes som en 3D-globus i stedet for på den normale, flade todimensionelle måde. (Den såkaldte Mercator-projektion, opkaldt efter den flamske geograf og kartograf Gerardus Mercator i 1569).

Den nye dimension til Maps korrigerer dermed for den tidligere 2D-visning, hvor proportionerne var forkerte, især når man flyttede sig væk fra Ækvator.

(Obs. Nogle links kan være skrevet på engelsk).

Ikke mere flad jordklode

I den tidligere flade visning af Jorden var det især områder omkring de høje breddegrader, der blev vist ude af proportioner. Regionerne omkring polerne så større ud, end de i virkeligheden er sammenlignet med områder tættere på Ækvator.

For eksempel så det ud som om, at Grønland var på størrelse med Afrika, hvilket var noget af et synsbedrag, idet Grønlands størrelse er på 2.180.000 kvadratkilometer, mens Afrika måler 30.370.000 kvadratkilometer.

Og Antarktis så tidligere ud til at være det største kontinent på kloden, mens det i virkeligheden kun er femte-størst.

Ifølge Google fikser den nye tredimensionelle udgave alle disse problemer.

(Obs. Nogle links kan være skrevet på engelsk).

Desværre er Globe mode kun tilgængelig på desktop-versionen, men til gengæld virker det i alle browsere, takket være WebGL API, der renderer interaktiv 2D og 3D-grafik uden brug af plugins.

Selv om Maps nu kommer på højde med Google Earth, som altid har vist Jorden i en 3D-udgave, så har tilhængere af "Jorden er flad"-teorien hurtigt været ude med at påpege fejl i den nye opdatering.

I en e-mail, som er set af CNET, hævder Pete Svarrior, der er social media manager i Flat Earth Society-foreningen, at der er tale om en ændring fra én forkert visning (Mercator) til en anden (Globus).

"Google Maps er et produkt… som prøver at give folket, hvad det vil have. De fleste mennesker tror jo, at Jorden er rund - så derfor giver det forretningsmæssig mening at vise den som rund", skriver han.