Galaxy Watch er nu landet i Danmark – men der er et men

null

De danske butikker har ryddet hyldeplads til Samsung Galaxy Watch, der kan købes i 4G LTE-versionen fra i dag herhjemme.

Med det nye smartwatch lover den sydkoreanske producent en række forbedringer og opgraderinger i forhold til forgængeren, Samsung Gear S3 - herunder bedre batteritid, en kraftigere processor, nye trænings- og sundhedsfunktioner samt flere designmuligheder.

Den virkeligt gode nyhed er dog, at Galaxy Watch har eSIM; et elektronisk SIM-kort, som er indbygget i uret og aktiveres digitalt. Det betyder i praksis, at når du begiver dig mere end 10 meter væk fra din smartphone, så tager eSIM automatisk over, så du ikke misser et opkald.

Du kan altså roligt lade din mobil blive hjemme under for eksempel løbe- eller cykelturen uden at gå glip af hverken opkald eller meddelelser, hvilket uden tvivl også vil være praktisk i et hav af andre situationer.  

Og så er vi desværre nået frem til den dårlige nyhed: Som dansker får du ikke glæde af den smarte feature… endnu. For at kunne anvende funktionaliteten er det en forudsætning, at din teleoperatør understøtter eSIM, og det er der ingen af de hjemlige teleselskaber, der gør for øjeblikket.

Samsung oplyser på deres hjemmeside, at YouSee, 3 og Telenor vil lancere understøttelse af eSIM til Galaxy Watch i perioden 2018-2019. Og det kan jo i realiteten dække over meget - lige fra, at understøttelsen bliver rullet ud om et øjeblik til en mulig ventetid på adskillige måneder. Går du og tripper for at høre nyt om, hvornår din operatør lancerer eSIM, kan du tilmelde dig en besked-service hos Samsung.

I mellemtiden kan du dog benytte funktionaliteten i den forstand, at du godt kan modtage opkald, hvis din telefon er inden for rækkevidde, ligesom du kan læse indkomne SMS'er og Facebook Messenger-beskeder i ren tekstform på uret.

Og som nævnt byder Galaxy Watch da også på andre fine features og opgraderinger, der måske kan gøre ventetiden på eSIM-understøttelse det hele værd.

Vore kolleger på den britiske version af TechRadar har kåret Samsung Galaxy Watch som verdens bedste smartwatch lige nu, mens det nye Apple Watch 4 må nøjes med andenpladsen på ranglisten.

Galaxy Watch får desuden 4 ud af 5 stjerner i deres dybdegående anmeldelse, som du kan læse her på engelsk. (Vi arbejder løbende på at oversætte de engelske tekster til dansk.)

Samsung Galaxy Watch (Bluetooth + 4G) fås til en vejledende pris på 3.000 kr. for den store 46 mm-variant i farven Silver, mens den mindre variant på 42 mm er sat til 2.800 kr. for farverne Midnight Black og Rose Gold.

 

Foto: Samsung