Danskerne: Hellere smør end Samsung

Tech-giganterne sidder tungt på de fem øverste pladser på den globale top 10-liste. Grafik: YouGov

Herhjemme bryster vi os ofte af at være langt fremme i skoene, når det handler om teknologi. Men det betyder tilsyneladende ikke, at vi samtidig er ved at falde bagover af begejstring for de kæmpe internationale teknologivirksomheder, såsom Google og Facebook.

I hvert fald ikke, hvis man skal tro årets nye image-ranking fra YouGov BrandIndex, hvor analyseselskabet rangordner varemærkers image på baggrund af interviews med forbrugere verden over.

På den globale top 10-liste sidder tech-giganterne tonstungt på de fem øverste pladser. Google ligger helt i top, mens søstermærket YouTube indtager andenpladsen – og dernæst følger Samsung, WhatsApp og Facebook.

Smør fremfor Samsung

Helt anderledes ser det ud med den danske top 10-liste. Her er Samsung det eneste tech-selskab, der går igen fra den globale rangering, og det endda noget længere nede på listen. 

Herhjemme må den sydkoreanske producent af blandt andet mobiler og bærbare pc'er nøjes med en syvendeplads - og tilmed se sig slået af blandt andet Lurpak-smør og søde godter fra Anton Berg.

Det ser i det hele taget ud til, at vi forbrugere foretrækker at sætte vores lid til danske og nordiske varemærker. Billund-virksomheden LEGO ligger således suverænt i toppen af den danske liste (og nummer 10 på den globale).

Helt forbeholdne overfor tech-løsninger er vi dog ikke: MobilePay er ny på listen og drøner i år direkte ind på en andenplads. Det Danske Bank-ejede selskab bag betalings-app'en slår dermed den norske supermarkedskæde Rema 1000 med et mulehår.

Et sundt image?

Analyseselskabet oplyser i en pressemeddelelse, at alle rangeringerne er udarbejdet ved hjælp af YouGov BrandIndex-indeksscore, som er gennemsnittet af 6 forskellige imageparametre: Kvalitet, Generelt indtryk, Værdi for pengene, Anbefaling, Omdømme og Kundetilfredshed. 

YouGov fortæller endvidere, at den globale rangliste er baseret på mere end seks millioner forbrugerinterviews, og at man i Danmark dagligt interviewer 200 personer. De er repræsentative for den generelle befolkning og bliver spurgt om deres holdninger til forskellige brands.

Årets resultater, der alle er baseret på data fra den 1. juli 2017 til den 30. juni 2018, giver ifølge YouGov et billede af "sundhedstilstanden" for de forskellige varemærker.

Grafik: YouGov