3 får fri roaming i Tyrkiet

null

Efter lang tids efterspørgsel kan 3 nu tilføje Tyrkiet til listen over 3LikeHome-lande, som kunderne kan roame løs i uden ekstra beregning. Tyrkiet har en helt særlig position i Danmark, fordi det er en populær feriedestination, mange danskere har familie i Tyrkiet, og så er landet et stort eksportland. Derfor kan både business- og privatkunder få glæde af det 59. medlem af 3LikeHome-familien.

Tyrkiet er sprængfyldt af oplevelser og har gennem årene har millioner af danskere besøgt det smukke land. Tyrkiet er uden tvivl et populært rejsemål, og nye tal viser, at efterspørgslen kun går en vej – og det er op. Over 200.000 danskere rejste sidste år til Tyrkiet, og alt tyder på, at endnu flere rejser af sted igen i år. Det viser helt nye tal fra Momondo, hvor søgninger på rejser til Tyrkiet er steget med 24 % på blot et år. Den store efterspørgsel er især noget, som 3 har kunnet mærke, når kunderne har ønsket nye roamingfri destinationer.

”Lige siden vi lancerede 3LikeHome, har Tyrkiet været et af de absolut mest efterspurgte lande. Selve aftalen er noget, som vi har arbejdet på i et stykke tid, og nu kan vi endelige tilbyde kunderne – og danskerne – det land, de så længe har ønsket sig”, siger David Elsass, direktør for privatmarkedet hos 3.

Erhvervskunder også med

Det er ikke kun privatkunderne hos 3, som kommer til at nyde godt af, at 3LikeHome nu udvider med Tyrkiet. Også erhvervskunderne har stor gavn af, at de blandt andet kan ringe uden ekstra beregning til det nye land, da Tyrkiet i løbet af de seneste år er blevet et væsentligt eksportland for Danmark.

”Flere af vores erhvervskunder var begyndt at spørge efter Tyrkiet, fordi de handler med landet. Så vi kan godt mærke, at interessen har været stigende,” siger Sigurd Leth, der er direktør for 3Business.

Foto: Pressefoto