Windows 10's næste større opdatering bekræftet: kommer oktober 2018

Over weekenden gik Microsoft på scenen under IFA 2018 i Berlin for at annoncere navnet på den næste større opdatering af Windows 10. Hvad der oprindeligt havde fået kodenavnet Redstone 5, hedder nu officielt Windows 10 October 2018 Update og vil ikke overraskende blive tilgængelig i oktober måned.

Dette vil teknisk set være Windows 10 version 1809, hvor den mere forståelige betegnelse, 'October 2018 Update', følger Microsofts sædvanlige konventioner med hensyn til navngivning – den tidligere opdatering hed Windows 10 April 2018 Update.

Nogle af de features, som vi kan se frem til med den nye opdatering, er et dark mode til Stifinder, et cloud-baseret clipboard, som kan synkroniseres over forskellige enheder, opgraderinger til Microsoft Edge og et forbedret Xbox Game Mode og Game Bar.

Udviklingen af den nye October 2018 Update forventes at være afsluttet mod slutningen af september og skulle være tilgængelig for test gennem Windows Insiders-programmet fra først i oktober. Derefter vil den blive tilgængelig for almindelige brugere.

Microsoft arbejder allerede på den næste større opgradering – med kodenavnet 19H1 – som forventes at blive tilgængelig i april 2019.