Oversættelse i realtid rulles ud til flere hovedtelefoner med Google Assistent

Pixel Buds

En af de funktioner, der imponerede os, da vi først så Pixel Buds fra Google, var funktionen til oversættelse af sprog i realtid – selv om den i praksis fungerede lidt langsommere end i "realtid". Og det ser ud til, at funktionen ikke længere er kun er til Pixel Buds, da den nu er rullet ud til alle hovedtelefoner, der byder på integration med Google Assistent.

Droid Life opdagede den subtile, men afgørende ændring på Pixel Buds supportsider, hvor der nu står, at "Google Oversæt er tilgængelig på alle Assistent-optimerede hovedtelefoner og Android-telefoner" i stedet for kun på Pixel Buds og Pixel-telefoner.

Den faktiske oversættelse sker gennem Google Oversæt via den smartphone, der er forbundet til hovedtelefonerne, så Google skal bare trykke på en knap for at give tredjeparts-hardware adgang til funktionen. Producenter som LG, Sony og JBL har alle hovedtelefoner med Google Assistent om bord.

Vælg dit sprog

I øjeblikket understøtter oversættelses-funktionen i realtid omkring 40 sprog, herunder dansk. Når du bruger stemmekommandoen "Hjælp mig med at oversætte ..." og nævner et sprog, vil Google Oversæt starte på telefonen og sende lyden igennem til hovedtelefonerne og telefonens højttaler, mens du prøver at holde en samtale kørende.

Vi er ikke sikre på, hvordan funktionen vil fungere med hovedtelefoner, der ikke er Pixel Buds - eller om realtids-oversættelse bliver begrænset til specifikke modeller fra tredjepartsproducenter - men indtil videre lader det til, at funktionen fra Googles side er åben for alle.

"Pixel Buds gør oversættelse til en mindre akavet og mere givende proces, men den er ikke desto mindre hæmmet af Googles egen oversættelses-app", skrev vi i vores oprindelige anmeldelse af Pixel Buds, så måske bør du trods alt ikke annullere dit spansk-kursus endnu. Men ønsker du hurtige og nemme oversættelser på farten, så har du nu fået et bredere udvalg af enheder at vælge imellem.

Via 9to5Google