Køl ned før Black Friday-feberen griber dig

Det siger sig selv, at nerverne sidder lidt uden på tøjet, når minutterne nærmer sig midnat den 23. november og Black Friday står over for at skyde årets største udsalg i gang.

Der er ingen tvivl om, at der vil være masser af gode tilbud på både tv-skærme, bærbare, smartphones og tablets. Men før du enten trykker på købe-knappen, eller griber varen i din favn og farer op til kasseapparatet, så er det godt at slå lidt koldt vand i blodet.

Langt de fleste har enten en smartphone eller en tablet, og det tager altså kun lige et par minutter at tjekke varen på nettet. De fleste varer, der bliver sat ned, er faktisk ok med hensyn til prisen, men i de senere år har der været eksempler på, at kunder er kommet hjem med en vare, som rent faktisk er dyrere, end før Black Friday - eller blot til samme normalpris – og det er jo møgærgerligt.

Der er som oftest tale om en fejl, idet tusindvis af varer jo skal prissættes, og selvfølgelig kan det smutte en gang imellem. Men derfor er det alligevel en god idé at bruge et par minutter på at tjekke prisen på nøjagtigt den vare, du har udset dig, på nettet.

 Ikke nok med mærke og nummer

Husk, at det ikke er nok bare at kigge på mærke og nummer. I dag kan der sagtens være forskellige udgaver af den samme vare. Er du for eksempel ude efter en bestemt bærbar, skal du være opmærksom på RAM, disk og processor. Disse kan godt skifte inden for samme model, så det er vigtigt at vide helt nøjagtigt, hvad det er, du køber.

Det samme gør sig gældende for de bedste tv-apparater, hvor man ofte kan finde modeller, der ved første øjekast ligner hinanden, men hvor der alligevel er en forskel i specifikationerne.

Med hensyn til smartphones kan det være yderst vanskeligt at gennemskue, hvilket slagtilbud, der er bedst. Mange mobiler sælges jo med abonnement, der varierer med hensyn til taletid, datamængde og roaming-omkostninger. Husk at tjekke totalprisen – og også gerne, hvad den koster uden abonnement.

Forbered dig grundigt

Uanset, hvad du går efter, så er det en god idé at forberede sig grundigt. Tjek nettet for de bedste smartphones, hvis det er det, du er ude efter, eller for eksempel det bedste tv til sport, hvis du for eksempel er fodboldfan. Der er masser af muligheder for at læse gode anmeldelser af de bedste produkter. Ikke mindst her på TechRadar, hvor vores eksperter løbende anmelder alle de nye produkter.

Du skal også huske på at tjekke, hvad du har ret til. Køber du online, så har man indenfor EU altid 14 dages fortrydelsesret. Det vil sige, at du kan sende produktet retur og få dine penge igen. Her skal du dog tænke på, at det kan være vanskeligt og dyrt at sende et stort tv med posten.

Køber du i en fysisk butik, har du ikke nødvendigvis den samme ret. Her er det op til butikken at afgøre, om de giver denne service eller ej, så husk at spørge.

Og husk altid at gemme kvitteringen i mindst to år i tilfælde af, at du får brug for din reklamationsret. Det er den ret, du ifølge købeloven har til at klage over fejl og mangler ved en vare, du har købt, og retten gælder i to år fra købsdatoen.

Hvornår er Black Friday og Cyber Monday?

Black Friday er en amerikansk "opfindelse", og den afholdes hvert år fredag umiddelbart efter Thanksgiving. Så i år er Black Friday den 23. november 2018.

Cyber Monday er den efterfølgende manda, det vil sige, at i år er Cyber Monday mandag den 26. november 2018.

 Når du køber online 

Når du køber online, skal du passe på falske hjemmesider. Især op til Black Friday og Cyber Monday dukker en masse falske sider op, hvor der er rigtigt gode tilbud. Du kan være sikker på, at hvis du kan få en ny iPhone til ni kroner, så er der tale om snyd. Alene i 2017 lukkede SØIK (Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet) knap 1.100 falske hjemmesider, men du kan være sikker på, at der er dukket lige så mange nye op - især her op til Black Friday og Cyber Monday 2018.

Hvad skal jeg kigge efter? 

Men hvad skal man så holde øje med? Fra Forbrugerrådet Tænk lyder følgende råd til, hvad du skal kigge efter, når du vil tjekke en hjemmeside:

Er der kontaktoplysninger webshoppen? Der skal både stå virksomhedens navn, en e-mailadresse, et telefonnummer og virksomhedens fysiske postadresse.

Er det en dansk hjemmeside? At URL'en ender på '.dk' er ikke en garanti. Tjek eventuelt hos hostmaster.dk, hvor du kan se, hvor virksomheden er registreret.

Er der CVR-nummer? Alle danske virksomheder får et 8-cifret CVR-nummer, når de bliver registreret i det Centrale Virksomhedsregister. Og det skal stå på hjemmesiden.

Er siden e-mærket? E-mærket er en dansk mærkningsordning, der skal sikre forbrugerne en sikker e-handel. 

e-mærkets hjemmeside kan du tjekke, om webshoppen har e-mærket.

Ser teksten mærkelig ud, og er den fyldt med eksempelvis stavefejl? Og husk at tjekke prisen. Hvis tallet er meget skævt, for eksempel 134,63 kroner, så er det formentligt oversat med Google Oversæt.

Endelig er det en god idé at lave en hurtig søgning på firmaets navn og se, om der er andre brugeranmeldelser. I dag er det svært at dukke sig, hvis man vil snyde – heldigvis.